Missions weekend i Kazove

Lørdag til søndag var vi i Kazove. Efter to timers sejltur fra Kipili nåede vi frem. Målet med turen var at vise Jesusfilm og holde gudstjeneste. Allerede inden vi kom i land, var folk i landsbyen stimlet sammen nede på stranden, især børn. Under råb og skrig, sang, og dans, hoppede vi af båden og ind på det varme sand, hvor nogle af kirkes folk stod klar til at hilse på de hvide gæster. Da vi havde trukket båden op på land med hjælp af de mange børn, begyndte vi at stille vores telte op på stranden. De 150 børn stod blot få meter fra os og stirrede, i mens vi forsøgte vi stille vores telte op. Meget nøje fulgte deres øjne hver eneste bevægelse, og hurtig fandt vi ud af at disse børn ville følge os de næste 21 timer. Vi fik os en lille ven som blev vores guide. Hun viste os hen til evangelistens hus, hvor aftensmaden var klar. Fisk, ris og brød… tror jeg nok. Vi sad nemlig i total mørke og spiste maden, da det var blevet sent. Kun en svag olielampe lyset op, og gjorde det muligt at finde tallerken og mund. Om aftenen var der vist Jesusfilm på et opstillet lærred. Vi satte os op af en lille lerhytte, og straks kom en kone med en sivmåtte vi kunne sidde op. Med lyden fra generatoren, og mørket omkring os var vi klar til film. I løbet af 30 min. blev stranden fylde med mennesker. Til at starte med stod de op, men efter som de blev trætte begyndte folk at sætte sig i sandet. En slik bod blev stillet op bagerst, så der manglede ikke noget. Noas ark var den første film. Det var helt fantastisk sjovt at høre deres glædes udbrud over aberne eller andre dyr de kender. Jeg skal indrømme at en sivmåtte ikke helt kan måle sig med en biografstol, og hurtigt blev jeg træt og lagde mig ned. Da den anden film om Jesus liv endte, gik vi med til teltene for at sove. Uden at få vasket krop eller tænder lagde jeg mig ned i teltet, kun med det tynde stykke plastic under mig, men sandet formede sig og jeg sov overraskende godt. Næste morgen kl. 06.30 hørte jeg de første skrig udenfor. Det er som om børn elsker at lege lige uden for de meget lytte telte. Flere gange løb de ind i stængerne, så teltet rystede, hvilket gjorde det umuligt at sove mere, selvom der var 1½ time til morgenmad. Det første mine øjne faldt på, da jeg åbnede teltet, var to drenge, som sidder på hug og kiggede ind i teltet for at se hvad muzunguen (hvide mand) nu skulle til. Ganske rigtigt var der 100 børn, som stirrede på mig, da jeg kom helt ud af teltet. De stod der bare, lavede ikke noget, små snakkede og kiggede på mig, det var alt. Kirken begyndte kl. 10.00, og vi var kommet til højbords forrest i kirken. Pigerne i den ene side og drenge i den anden side. Gudstjenesten forløb ganske som den plejer i Tanzania. Kor som danser voldsomt med arme og ben, korledere som hopper vilde rundt, og børn som tisser på gulvet her og der. Elguitar, bongotrommer, og keyboard som lød værre end værst. Det betyder ikke så meget om musikken og sangen passer sammen, bare de kan spille højt. På vej ud af kirken trykkede vi nok 100 mennesker i hånden, mere eller mindre svedige alle sammen. Ja min hånd var nok også svedig efter 2 timer i en propfyldt kirke. Jeg købte en mango og gik ned til teltet for at skifte til shorts. I kirken går man altid i langebukser. Jeg satte mig på kanten af båden og spiste mangoen, imens de mange børn kiggede på få meter fra mig. Jeg prøvede at snakke lidt med dem, men opgav hurtigt. Det begyndte snart at gå mig på nerverne med alle de stirrende børn, kan man da ikke bare få ét minuts fred. Efter en dejlig fisk hos evangelisten begyndte vi at hilse af. Vi fik nogle gaver, bl.a. jordnødder, fisk og ænder. Jeg sad bagerst i båden sammen ænderne og fiskene og fik mig en hyggesnak med dyrene. Bølgerne var høje, og der skulle ikke gå længe før jeg var gennemblødt, det var en lang tur hjem til Kipili