Containeren kommer – Dag 1

En morgen vågner jeg kl. 07.00 og hører lyden af en lastbil. Jeg kigger ud af vinduet og til min store glæde, var det den længe ventede 40 fods container som var kommet til Kipili. Den var kommet om natten og en nattevagt havde vist lastbilen op af bjerget til missionærens hus. Dette var dog ikke den rigtige vej og i forsøget på at bakke ned igen, havde lastbilen kilet sig fast under et mangotræ. Et par store grene skulle hugges af, og efter et par timer kunne lastbilen igen fortsætte bagud. Som sædvanlig til store begivenheder, var det meste af byen samlet. Hver gang de store grene med mangoer faldt ned på jorden, jublede og hylede børnene og kastede sig over de umodne mangoer. Dog skulle der vise sig at komme mere end et mangotræ i vejen for den enorme container. Chaufføren var ikke specielt rutineret, og særligt når lastbilen skulle maurers bagud, kom han i vanskeligheder. Med hele byen som tilskuere kunne der måske snige sig en lille smule præstationsangst ind. I hvert fald væltede han to træer mere, inden han kunne begynde at vende bilen for at bakke ned mod søen, hvor containeren skulle læsses af. Kipili er ikke asfalteret og ikke brolagt med noget som helst. Dette skulle blive det næste store problem. Lastbilen havde store problemer med at få vejgreb, og inden længe havde hjulene gravet sig uhjælpeligt ned to dybe huller. Her holdt så en lastbil med en 40 fods container på ladet på tværs på hovedgaden i Kipili. Da vi hverken havde kranbil eller unimok, var det kun en vej til befrielse. Der blev gravet, løftet og lagt brædder og sten under dækkene. Knuds bil blev spændt efter lastbilen, og vi forsøgte at trække lastbilen fri men uden held. Det eneste vi opnåede var en dejlig duft af brændt gummi fra dækkene, og en støvsky som kunne dække det meste af byen. Til sidst blev det besluttet, at containere skulle tømmes på stedet, i håbet om at en lettere container var nemmere at trække op. De mange mennesker stimlede sammen og kiggede spændt med, da lågen blev åbnet. Jubelbrølet var overvældende, da synet at en traktor kom frem bag de mange kasser. Vi kørte 8-10 læs med traileren, inden containeren var tom for ”småting”. Hospitalssenge, krykker, cykler, telte, gryder, hylder, reoler, stole, PCer, printere, redningskranse, madrasser, have-sofaer, tavler, søm, skruer, værktøj, symaskiner, byggematerialer, en båndsav, en traktor, to vogne til traktoren, en båd og en enkel havepool, plus uendeligt meget tøj, var der med i containerne. Det er ikke småting, der kan være i en 40 fods container. Alt sammen ting Knud har fået gratis i Danmark.
Hen over middag da der kun var traktoren, vognen og båden tilbage i containeren var den store prøve kommet. I mellemtiden havde lastbilfolkene gravet ud under hjulene og lagt sten under dem. De havde lavet nogle solide fundamenter til begge hjul og nu skulle deres slid stå sin prøve. Denne gang blev alt sat ind på at få lastbilen fri. Knuds bil efter, chaufføren bag rettet, og resten stod langs containeren og skubbede. Det lykkedes, og igen udbrød folkemængden et jubelbrøl da lastbilen kom fri af de ellers håbløse dybe huller.Lastbilen blev bakket til ved en lille klippe og her blev lavet en rampe af brædder og traktoren skulle nu trilles ned over rampen og ned på jorden. Det gik smertefrit, men det tog lang tid at lave rampen. Båden blev løftet ud og arbejdsdagen endte, pga. mørket som var over os.