Mbeya – Sumbawanga. 6½ time

Endnu en lang bustur, denne gang 6½ time i et gammelt lig af en bus. Dagen startede ikke godt fordi vi troede vi havde an aftale med en taxichauffør, men han var 800 km. fra os da vi skulle bruge ham. Vi fik en ny aftale og kom afsted 40 min forsinket.
Da vi kom ind i bussen, var der kun de bagerste sæder tilbage, så vi måtte kæmpe os igennem den smalle og tæt pakkede midtergang. Tasker, kasser og sodavandskasser var pakket op hele vejen ned gennem bussen. Bagerst i bussen kunne vi sætte os i et beskidt og slidt sæde som ikke sad fast. De første tre timer gik godt på god vej.
Men så skete det vi havde frygtet. Den lange hullede, støvede og ubarmhjertige grusvej dukkede op i der fjerne. Den lå der som en glubsk rød/brun slange klar til at stjæle muligheden for at sove eller slappe af på nogen måde. Klar til at ryste hele kroppen fra hinanden, på en sådan måde at man aldrig skulle få lyst til at køre den vej igen. Disse 3½ timer på denne vej var lange. Støvet begyndte at komme ind gennem de utætte ruder, bagagen ved fødderne og på skødet syntes af fylde mere og mere. Luften i bussen blev tykkere og tykkere i takt med at folk begyndte at svede. Muligheden for at åbne et vindue var ikke til stede, da bussen på ingen tid ville blive forvandlet til en ørken. Væbnet med tålmodighed og tanken om at intet varer evigt, sad jeg og drømte mig væk til en dejlig strand med palmer og sol.Da vi endelig kunne stå af bussen i Sumbawanga og jeg fik min kuffert, var den total støvet ind. Den havde skiftet farve fra blå til rød/brun. Men man kan sige at jeg passede godt til den da mit tøj havde fået samme farve.